Kirkens historie

Omkring år 1150 byggede Beder sogns beboere en stenkirke. Dengang hed sognet Bitreth. Man lagde kirken på en bakketop, så den kunne ses langt omkring. Kirken bestod af kirkeskib og kor, uden tårn. Den blev bygget af runde marksten, der blev svejset sammen med læsket kalk og dannede en dobbeltmur. Kun de udvendige hjørner af kirkeskibet og vindues- og døråbningerne var i tilhugne granitkvadre. Det var nu engang svært at lave skarpe hjørner med runde sten. De romanske vinduer havde kun en smal lysåbning midt i muren, så vi kan derfor regne med, at kirkens indre henlå i halvmørke.

Ved en restaurering, hvor man åbnede et indvendigt, romansk vindue i korets nordvæg, fandt man en trøsket egetræsramme med huller efter søm, der har holdt en svineblære udspændt på rammen. Den blev afleveret til Nationalmuseet for konservering, og da rammen sikkert er fra kirkens allerældste tid, har vi senere bedt om at få den tilbage til kirken, men Nationalmuseet har ønsket at beholde den. Flere af de romanske vinduer ses som nicher både indvendigt og udvendigt.

Korets ydervægge mod nord og syd er prydet med arkader (buegange) i relief – formentlig for at efterligne romanske domkirkers udvendige buegange på kor og apsis.

Indvendigt var der fladt træloft både i skib og kor. Væggene har været bemalede med kalkmalerier. Ved en afbankning af væggene for gamle kalklag kunne man se store figurer i middelalderdragter, ligesom man har kunnet se, at væggene i koret har været malet således, at det skulle forestille klæde, der var draperet på ringe, der hang på gardinstænger. Malerierne var for ødelagte, så de blev overkalkede igen. De eneste tilbageværende kalkmalerier er to indvielseskors i kordørens sider og en vase med en plante øverst i midterhvælvingen.

Formentlig engang i 1300-tallet foretog man en gennemgribende forandring af kirken. Man udvidede skibet mod vest og byggede et svært tårn ovenpå udvidelsen. Mure og tårn blev bygget af teglsten, munkesten. Udvidelsens nord- og sydmure gjorde man særligt brede indvendigt, for at de kunne bære det svære tårn. Udenfor den sydlige indgangsdør byggedes et våbenhus.

Man fjernede det flade træloft og byggede hvælvinger i stedet, én i koret, to i skibet og én i tårnrummet. De pilastre – mursøjler – der bærer hvælvingerne, murede man uden på væggene, således at store partier af kalkmalerierne blev ødelagte. Væggene blev formentlig kalket hvide, mens man bemalede hvælving, ribber og pilastre i pileformede, flerfarvede mønstre. De fleste romanske vinduer blev tilmurede, andre blev ændret til høje gotiske vinduer. Samtidigt har man kalket ydervæggene gule med vandrette og lodrette striber – formentlig for med dem at skabe en illusion om granitkvadre. I hvert fald fandt man ved en afbankning af århundredgammelt kalklag den gule farve og striberne og en rød farve på gesimserne.

Det var således praktisk talt en hel anden kirke, der fremstod efter ombygningen, præget af den tids moderne byggestil, gotikken.

Baronen på Vilmelmsborg, Friedrich Gyldenkrone, der ejede kirken, og hvis initialer, FBG, og årstallet 1794 står på vestgavlen, fjernede i 1794 det gamle tårn og byggede et nyt – det nuværende slanke tårn med blytækket pyramidespir. Til at bære det nye tårn byggede man inden i kirken to mursøjler op igennem tårnhvælvingen.

Vestmuren blev prydet med en klassisk formet front i relief omkring et nyt vindue, der ikke var så højt som de øvrige. Man gjorde derfor de andre vinduer lavere, så alle fik samme højde. Samtidig blev våbenhuset restaureret.

I 1971 skulle kirken have nyt orgel, og så benyttede man lejligheden til at restaurere kirken indvendig. Det gamle trægulv under kirkebænkene blev fjernet, og kirkeskibets og våbenhusets gulv blev belagt med hårdtbrændte mursten. Én af fire ligsten, der hidtil havde stået i våbenhuset, blev nedlagt i gulvet mellem prædikestol og bænke, en anden opstillet i koret og to forblev i våbenhuset. Samtidig fik man indlagt varmt og koldt vand i tårnrummet og varme i våbenhuset. Her opsatte arkitekten et ikke helt almindeligt hatte- og paraplystativ. I skibet ophængtes tre nye lysekroner. To ældre lysekroner blev omdannet til lampetter, der nu ses i koret og nederst på kirkeskibets vægge.

De gamle paneler langs væggene blev fjernet og erstattet af planker til støtte for kirkebænkene. Bænke og andet træværk fik nye farver svarende til farverne på prædikestolen og bestemt af maleren, V. Glysing Jensen, Beder. Arbejdet udførtes af N. Lauridsen, Beder, A. Lykke Christensen, Beder, Frederik Jensen & Sønner, Malling, og Bent Rasmussen, Beder.

I 1976 konstateredes der råd i tagets træværk, og det besluttedes at lægge nyt rødt tegltag på kirken og forny store dele af træværket. Dette store arbejde udførtes af Henning Elmose og A. Lykke Christensen. Samtidig fornyedes blypladerne på tårnets spir.

Som syldsten sidder i kirkens vestgavl en romansk billedkvader, forestillende en mand med et kuglerundt hoved og med et skjold i den højre hånd og et sværd med parérplade i den venstre. Nederst et firbenet dyr, måske en tyr. Dens oprindelse kendes ikke. Måske har den været syldsten i den ældste kirke og flyttedes til dens nuværende plads, da kirken udvidedes mod vest.

Beder Kirke © 2015-2017