Præsteklummen | 2007.FB4.KN096

Kærlighedens tyngde

Af Brian Ravn Pedersen, sognepræst

Sorgens og glædens tyngde i vores tilværelse vidner om kærligheden i vore menneskelige relationer.

For snart 25 år siden udkom bogen Tilværelsens ulidelige lethed, skrevet af den tjekkiske forfatter Milan Kundera. Ikke længe efter at bogen, der er skrevet på tjekkisk, var udkommet, kunne den også læses i en dansk oversættelse. Tilværelsens ulidelige lethed er vel efterhånden blevet en moderne klassiker – og ikke uden grund: På mesterlig vis beskriver Kundera, hvordan tilværelsen former sig for det menneske, som kun bevæger sig let og overfladisk rundt i livet, og som derfor ikke tynges af forpligtende og engagerende relationer til andre mennesker. Men hvis tilværelsen fuldstændig leves uden byrder og ikke tynges af mellemmenneskelige forhold, ja, så ender tilværelsen med – som bogens titel antyder – at blive ulidelig. Tilværelsens ulidelige lethed opererer altså indforstået med den opfattelse, at tilværelsen kan blive så let, at den bliver ganske ulidelig at leve. En sådan opfattelse er udtryk for en moderne tankegang. Det hører nemlig den moderne tid til overhovedet at føle sig truet af en tyngdeløs ulidelighed i tilværelsen. Men så længe tilværelsens ulidelige lethed opleves som en grum trussel om livsødelæggelse, lige så længe bevares dog ønsket om, at tilværelsen må byde på menneskelige relationer præget af både byrde og tyngde.

Det er imidlertid ikke sikkert, at et sådant ønske om en tyngende tilværelse deles af alle mennesker. I vor tid, hvor mange af de tanker, der tænkes, ikke længere er moderne, men postmoderne, er det ikke længere en selvfølge at anse en lethed i tilværelsen for at være ulidelig. For nogle mennesker er letheden ikke ulidelig, men selve ulideligheden er for dem let at bære. Sådanne mennesker har det tilsyneladende fint med tilværelsens lette ulidelighed, hvor fraværet af den tyngde, et forhold til et andet menneske giver anledning til, ikke opleves som et ulideligt tab, men som en gevinst. Det er heldigvis ikke flertallets normaltilstand at have forsonet sig med tilværelsens lette ulidelighed. Langt de fleste foretrækker dog stadig at leve en tilværelse, hvor relationerne til andre mennesker er kendetegnet ved en vis gensidig tyngen.

Hvis to mennesker er nært forbundet med hinanden, vil de to give hinandens liv tyngde, dvs. begges liv får en større byrde at bære pga. relationen til den anden. I en kærlig og nær relation er der imidlertid tale om en byrde, man gerne tager på sig: her tynges den ene af det, der tynger den anden. Det kan også udtrykkes på den måde, at man bærer med på hinandens byrder. Og en byrde er noget, der har betydning og vægt i tilværelsen. Forstået på denne måde er både glæde og sorg at betragte som en byrde, simpelthen fordi både glæde og sorg giver livet tyngde. Derfor kan man også sige, at det er vægtige erfaringer af glæde og sorg, der bringer et menneske i kontakt med tilværelsens inderste mening eller livets dybder, som det netop kræver tyngde at nå ned til.

Det menneske, der sørger over tabet af et elsket menneske, erfarer i sit eget livs dybder sammenhængen mellem kærlighed og tyngde. Det er karakteristisk nok i relationer, der er båret af kærlighed, at ophøret af den selv samme relation opleves som en ubærlig byrde: dét ikke længere at skulle være med at bære den andens liv er ubærlig. For den, der elsker, er fraværet af tyngde ikke til at bære. Fraværet af tyngde er ulidelig. Og nu er vi så tilbage ved indsigterne i Kunderas bog: den, der udelukkende forholder sig overfladisk til andre mennesker, lades uberørt af deres glæder og sorger og tynges derfor heller ikke af dem. For et sådant menneske forekommer tilværelsen let. Men det menneske, som derimod når frem til at kunne hævde, at tilværelsens lethed er ulidelig, ja, dét menneske har gjort erfaringer med kærligheden. For netop kærligheden medfører tyngde i tilværelsen, i de mellemmenneskelige relationer.

Gid alle måtte tynges af byrder fra andre mennesker! – tynges af deres glæder og sorger og af alt det, der ligger imellem disse to yderpunkter. Tyngende byrder vidner om kærlighed i vore relationer. For var det ikke for kærligheden, kunne man jo skubbe byrderne af sig, dvs. afbryde relationen til de mennesker, der giver anledning til byrderne. Det hænder naturligvis, at relationer afbrydes. Og det kan der såmænd være mange gode grunde til. Men så længe kærligheden i et eller andet omfang fortsat er til stede i vores liv og giver det tyngde, så længe undgår vi aldeles at leve livet med en ubærlig lethed.

Gid kærligheden må tynge os alle!

Artiklen blev første gang publiceret i Fællesbladet for Beder, Malling & Ajstrup, Nr. 4, august 2007.
Beder Kirke © 2015-2018