Præsteklummen | 2008.FB5.KN103

Hvad er en gudstjeneste?

– eller noget om at spare kirkeskatten

Af Brian Ravn Pedersen, sognepræst

Beder Kirke er blot én af de mange yndige stenkonstruktioner, hvori der holdes gudstjeneste hver eneste søndag formiddag.

Stiller man sig spørgsmålet: »Hvad er en gudstjeneste?« vil man hurtigt opdage, at der er tale om et spørgsmål, der kan besvares meget forskelligt. Nogle vil sikkert svare noget i denne retning: »Det er det, de laver oppe i kirken søndag formiddag!« Selvom et sådant svar måske vil synes en smule upræcist, så forstår de fleste nok meningen med henvisningen til både »kirken« og »søndag formiddag«. Rigtigt er det i hvert fald, at det, der foregår i landets kirker søndag formiddag, annonceres som værende en gudstjeneste. Andre vil måske svare i overensstemmelse med Nudansk Ordbog og derfor fremføre følgende definition: »En gudstjeneste er den kristne menigheds sammenkomst om Guds ord og sakramenterne.« En sådan definition af ordet gudstjeneste er til gengæld meget præcis, når definitionen tager udgangspunkt i at beskrive, hvad der foregår ved gudstjenesterne i landets kirker. Men svagheden ved denne definition er, at den foretager en indsnævring af betydningen af ordet gudstjeneste – en indsnævring, der i realiteten indskrænker gudstjeneste til at finde sted i et afgrænset rum og tidsinterval, nemlig i en kirkebygning søndag formiddag. På den måde er ordbogens besvarelse af spørgsmålet i virkeligheden meget lig svaret: »Det er det, de laver oppe i kirken søndag formiddag!« Men spørgsmålet kan imidlertid besvares anderledes, hvor ordet gudstjeneste forstås i en bredere betydning.

Betjener man sig af en bredere forståelse af ordet gudstjeneste, så er en gudstjeneste ikke begrænset til at være det, der foregår i kirken søndag formiddag. Der findes nemlig en lang tradition for at hævde, at for det kristne menneske er hele tilværelsen gudstjeneste, at hele verden er blevet til én stor kirkebygning, hvor Gud er nærværende. Denne tradition har sit egentlige udspring i nogle af de gammeltestamentlige, jødiske profeter, som rettede en stærk kritik mod deres samtidiges forståelse af, hvad en gudstjeneste er – navnlig offerhandlingerne i templet blev kritiseret. Profeten Mika skriver eksempelvis: »Hvordan skal jeg træde frem for Herren og bøje mig for Gud i det høje? Skal jeg træde frem for ham med brændofre, med årgamle kalve? Tager Herren imod væddere i tusindtal, imod oliestrømme i titusindtal? Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, min livsfrugt for min synd? Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.« (Mika 6,6-8) Af dette citat fremgår det, at en gudstjeneste, ifølge profeten, ikke begrænser sig til, hvad der foregår i templet, men nok så meget omfatter livet uden for templets mure: dér vil det for alvor vise sig, om et menneske vandrer med Gud, dvs. behandler sit medmenneske med godhed, retfærdighed og kærlighed. Såfremt et menneske vandrer med Gud gennem livet på denne måde, da er for det menneske hver eneste levet dag at regne for en gudstjeneste i ordets bredere betydning.

I Det Nye Testamente er det tydeligt at se, at Jesus på mange måder viderefører de gamle profeters kritik af en tempelgudstjeneste, der har mistet sammenhængen med den verden, hvori mennesker lever deres liv med hinanden. Under en kort ordveksling mellem Jesus og en af de skriftkloge lod Jesus forstå, at han fuldt ud tilsluttede sig den skriftkloges udlægning af det første bud i jødernes lov, da denne bl.a. sagde, at det »at elske sin næste som sig selv er mere værd end alle brændofre og slagtofre.« (Mark 12,33) For Jesus er det således vigtigere at tjene sin næste i kærlighed end at deltage i templets gudstjeneste – ja, man kan netop sige, at såfremt næstekærligheden var enerådende i verden, ville alverdens templer og kirker være ganske overflødige, og menneskers liv ville fra morgen til aften være én lang gudstjeneste.

Martin Luther har et sted skrevet: »Hvis enhver tjente sin næste, så var hele verden fuld af gudstjeneste. Såvel staldkarlen som skoledrengen tjener Gud. Når altså tjenestepigen og fruen er fromme, så er Gud dyrket ved det. Således ville alle huse være fulde af gudstjeneste, og alle huse ville blive til kirker, fordi Gud blev dyrket dér.« Luthers pointe kan også udtrykkes på den måde, at såfremt ethvert menneske tjener Gud ved at tjene sin næste, så vil hele tilværelsen netop være gudstjeneste og verden én stor kirkebygning. Og hvis verden bliver én stor kirkebygning, vil det selvsagt ikke længere give mening, at vi mennesker opfører nogle særlige stenbygninger og alene kalder dem for kirker, ej heller at vi forbeholder ordet gudstjeneste om det, der foregår inde i disse stenkonstruktioner.

Kirken som institution forsøger derfor dybest set at overflødiggøre sig selv. Og den institutionaliserede kirke vil være komplet overflødig, dén dag alle mennesker – uden undtagelse – lever og ånder i daglig gudstjeneste, dvs. hvert eneste øjeblik lever i ubetinget kærlighed til Gud og næsten. Dén dag kan vi nedlægge vore kirker og spare kirkeskatten. Men inden den dag oprinder, må vi fortsat give møde, deroppe i kirken søndag formiddag, og deltage i gudstjenesterne for at høre budskabet om, at ethvert menneske skal elske sin næste som sig selv – og ikke mindst modtage Guds tilgivelse af vores uformåenhed i den henseende, så vi med fornyet mod kan gå ud i hverdagen og arbejde på at gøre hele vores tilværelse til én lang gudstjeneste.

Artiklen blev første gang publiceret i Fællesbladet for Beder, Malling & Ajstrup, Nr. 5, september 2008.
Beder Kirke © 2015-2018