Præsteklummen | 2009.FB3.KN107

Tro og viden

Af Brian Ravn Pedersen, sognepræst

En detalje fra det berømte vægmaleri Skolen i Athen, udført af den italienske renæssancekunstner Rafael (1483-1520).

Nogle har sikkert bemærket, at der for tiden foregår en diskussion i flere medier om forholdet mellem tro og viden. Diskussionen holdes ikke mindst i kog af en række ateister, som med stor aggressivitet fører kamp mod religiøs tro, og naturvidenskaben er sædvanligvis deres foretrukne våben. Fra ateistisk hold anklages religionerne således for ikke at kunne underbygge deres trosforestillinger med videnskabelige argumenter. Anklagerne er ikke aldeles grundløse: det kniber gevaldigt for religionerne at føre videnskabeligt bevis for deres trosforestillinger – det gælder også troen på Guds eksistens. Men mon ikke de fleste fornemmer absurditeten i at forlange af troen, at den skal bygge på videnskabelige beviser. Troen angår nemlig noget, der principielt unddrager sig videnskabelig bevisførelse. Af samme grund er der da heller ingen seriøse teologer, der i dag giver sig af med at føre bevis for Guds eksistens i naturvidenskabelig forstand. Hvis troen kunne føre bevis for sit anliggende, ville den i sagens natur ikke være en tro men en videnskab på linje med andre videnskaber. Op gennem historien er der ganske vist blevet gjort forsøg på at bevise Guds eksistens med logikkens hjælp. Men forsøgene er hver gang blevet pillet fra hinanden. Det lader sig nemlig ikke gøre at bevise Guds eksistens.

Når en religiøs tro kritiseres for at mangle videnskabeligt belæg for sit anliggende, er der imidlertid tale om en kritik, der slet ikke rammer troen. Tro og viden angår nemlig to væsensforskellige aspekter af virkeligheden. Videnskab angår det, der kan måles og vejes. Troen angår derimod noget, der ikke kan måles og vejes som f.eks. den religiøse undren over, at verden overhovedet findes, at der i det hele taget er noget at måle og veje. Tro og viden har i mere end et par årtusinder levet op og ned ad hinanden i nogenlunde fredelig sameksistens, simpelthen fordi både tro og viden har vist sig at yde vigtige bidrag til den menneskelige erkendelse.

Teologi er den disciplin, hvori der systematisk reflekteres over troens anliggende. Og i en teologisk sammenhæng er det legitimt at bruge ordet Gud om det, der går forud for alt andet. Selve den tanke, at der må gå noget forud for alt andet, at der må findes noget bag alt det, der findes, er ikke af nyere dato. Den vesterlandske filosofi tager sin begyndelse for omkring 2500 år siden med netop overvejelser over forholdet mellem det, der findes, og det, der formodes at ligge bag det, der findes – virkeligheden bag virkeligheden så at sige.

Billedet her på siden er en detalje fra Rafaels berømte fresko Skolen i Athen. Freskoen er malet 1508-1511 og findes i Vatikanet i Rom. De to herrer på billedet er Platon (427-347 f. Kr.) til venstre og Aristoteles (384-322 f. Kr.) til højre – to af de helt store skikkelser i filosofihistorien. Lidt forenklet kan man sige, at de to var uenige om, hvilken virkelighed, der skulle regnes for den egentlige virkelighed. Platon peger op mod himlen, hinsides vores sanseverden, hvor ifølge ham den virkelighed skal findes, der går forud for den sansbare virkelighed. I modsætning hertil strækker Platons elev Aristoteles hånden vandret frem over den sansbare verden, som ifølge ham er den eneste virkelighed. Uenigheden mellem Platon og Aristoteles var filosofisk, ikke religiøs. Men derfor kan portrættet af Platon og Aristoteles på freskoen udmærket fungere som et symbol på det prekære forhold mellem tro og viden, mellem det, der kan erkendes naturvidenskabeligt, og det, der ikke kan. Platons idé om en bagvedliggende virkelighed blev parentetisk bemærket en afgørende inspiration for den store kristne filosof og kirkefader Augustin (354-430).

Videnskaben søger svar på spørgsmålet om, hvordan verden er indrettet, mens troen undrer sig over, at verden overhovedet findes. Og troen forsøger bl.a. ved hjælp af ordet Gud at give et religiøst udtryk for denne undren, idet Gud betegner virkeligheden bag virkeligheden, den magt, der lader tilværelsen være til. Skabelsesberetningen i Første Mosebog udfolder i et mytisk sprog troen på, at Gud er himlens og jordens skaber, dvs. kilden til alt, som er. Skabelsesberetningen skal derfor ikke læses bogstaveligt som en naturvidenskabelig redegørelse for, hvordan alting blev til på seks dage. Den skal derimod læses som et religiøst-poetisk udtryk for troen på, at alting er blevet til ved en guddommelig skabermagt, og at den foreliggende verden af den grund er ladet med betydning og værdi. Skabelsesberetningen er ingen bevisførelse for Guds eksistens, men lægger derimod stemme til menneskets undren over, at eksistensen eksisterer, at selve tilværelsen findes i al dens mangfoldighed. Hverken Big Bang-teorien eller Darwins evolutionsteori eller nogen som helst anden naturvidenskabelig indsigt kan bringe den religiøse undren eller troen på Gud til standsning.

Tro og viden beskæftiger sig som skitseret med to vidt forskellige aspekter af virkeligheden, hvorfor der intet modsætningsforhold er mellem tro og viden. Det burde derfor fortsat være muligt for tro og viden at leve med hinanden i nogenlunde fredelig sameksistens.

Artiklen blev første gang publiceret i Fællesbladet for Beder, Malling & Ajstrup, Nr. 3, maj 2009.
Beder Kirke © 2015-2018