Præsteklummen | 2012.FB1.KN123

Kun for børn

– om at have kvalifikationerne i orden

Af Brian Ravn Pedersen, sognepræst

Døbefonten i Beder Kirke er kirkens ældste inventar. Den er fra omkring år 1150, da kirken blev bygget. Fonten er udført i granit af en stenhuggermester i Aarhus.

»Du har flere års erfaring med opsøgende salgsarbejde til detailkunder og skaber med dit gode humør, dit engagement og din indlevelsesevne stærke kunderelationer på kort tid. Som person er du proaktiv, ordholdende og selvstændig – og en dygtig købmand, der ser forretningsmuligheder, før de opstår.« – Sådan kunne man læse i en stillingsannonce i en af landets store morgenaviser for nogen tid siden. Og der er såmænd ikke tale om nogen usædvanlig stillingsannonce – tværtimod: ordlyden i denne annonce er ganske repræsentativ for erhvervsvirksomhedernes stillingsannoncer med hensyn til at formulere krav til kommende medarbejderes kvalifikationer. Det er sjældent tilstrækkeligt blot at være fagligt kvalificeret til det ledige job. Hvis man ikke – ud over at være et nogenlunde hæderligt og arbejdsomt menneske – samtidig kan lægge guldæg på stribe eller optræde i rollen som virksomhedens fempattede ko, ja, så synes mulighederne for at komme i betragtning til det eftertragtede job at være minimale. Jobmarkedets meget høje krav om kvalifikationer har for mange mennesker medført en evig jagt på kompetencer, så den enkeltes kvalifikationer hele tiden kan befinde sig på allerhøjeste niveau.

Overalt i vores kultur konfronteres vi med krav om de rette kvalifikationer, hvis vi søger fællesskab med andre mennesker. Uanset om kravene nu retter sig mod formelle eller uformelle kvalifikationer, så opleves kravene undertiden som generende vejspær­ringer, der holder os på afstand af det liv, vi ønsker at leve. Kravet om et bestemt eksamensgennemsnit kan for den unge lægge sig hindrende i vejen for drømmestudiet, og for den arbejdssøgende kan virksomhedernes krav om skyhøje kvalifikationer ødelægge håbet om et arbejdsfællesskab.

Disse to eksempler på formelle krav i vores samfund er både velkendte og synlige. Men vi omgiver os tillige med en lang række uformelle krav, som vi i vore egne små fællesskaber har det med at stille til hinanden, stiltiende krav, der forventes indfriet, hvis den enkelte skal sikre sig en plads i fællesskabet. Og i mange tilfælde kan mennesker ikke leve op til disse uformelle krav og risikerer derfor både isolation og social udstødelse. En sådan situation kan blive konkret virkelighed f.eks. for den administrative medarbejder, der som den eneste ikke ler af chefens platte vittigheder, og som af den grund fryses ud af det kollegiale fællesskab; eller for børnene af en enlig mor på kontanthjælp, som dagligt mobbes i skolegården, fordi de hverken er udstyret med dyre mobiltelefoner eller mode­rigtigt tøj; eller for den ellers succesfulde forretningsmand, der langsomt isoleres af sin sædvanlige omgangskreds, fordi han ikke længere finder meningen med sit liv i et stort overforbrug af luksus og tomme fornøjelser.

I nogle sammenhænge oplever vi således, at en række krav og forventninger ødelægger vores mulighed for at indgå i et fællesskab, og i andre sammenhænge er det jo vore krav og forventninger, der ødelægger andres mulighed for at indgå i det fællesskab, vi selv er så privilegerede at være en del af.

Om vores tids kultur må man desværre sige, at den i høj grad er præget af forestillingen om, at det enkelte menneskes værdi måles på, hvilke kvalifikationer det besidder, og hvad det kan præstere. Og mange steder støder man på den opfattelse, at en accept og en anerkendelse som menneske ikke er noget man får gratis. Nej, dér er det snarere noget, man gør sig fortjent til. Overalt i vores kultur møder vi krav om kvalifikationer, om præstationer, om fortjenester. Men der findes i hvert fald mindst ét sted, hvor der ikke spørges til menneskers fortjenester, præstationer og kvalifikationer – og det er ved indgangen til Guds rige. Her står alle mennesker lige.

Fra døbefonten lyder de revolutionerende ord fra Jesus: »Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« – Når vi husker på, at ordet revolution betyder at vende rundt, så er det næppe for meget sagt, at der med Jesu ord er tale om en revolution, en venden rundt på alle gænge forestillinger. I begyndelsen bildte Jesu disciple sig ind, at Jesu forkyndelse af Guds rige kun angik voksne mennesker – ja, i virkeligheden kun mænd, voksne velkvalificerede mænd med forstandens fulde brug. Men Jesus belærte sine disciple om noget andet, om noget revolutionerende nyt: Guds rige er kun for børn.

Når det drejer sig om menneskers mulighed for at træde ind i Guds rige, nytter ingen af de kvalifikationer, hvormed vi desværre har for vane at måle og veje hinanden. Nej, i forhold til menneskers mulighed for at komme ind i Guds rige gælder kun én eneste kvalifikation: at være menneske, dvs. at være et af Gud elsket barn. Og det er vi lykkeligvis alle sammen.

Gud søger fællesskab i sit rige med alle sine børn. Og vi har alle, blot ved at være menneske, på forhånd kvalifikationerne i orden. Søg derfor Guds rige! Og, kære menneskebarn: du er antaget!

Artiklen blev første gang publiceret i Fællesbladet for Beder, Malling & Ajstrup, Nr. 1, januar 2012.
Beder Kirke © 2015-2018