Præsteklummen | 2013.FB3.KN131

Et effektivt middel mod forstoppelse

– i anledning af 200-året for Søren Kierkegaards fødsel

Af Brian Ravn Pedersen, sognepræst

Søren Aabye Kierkegaard (1813-1855). Maleri fra 1902 af Luplau Janssen (1869-1927).

»Da kom min Geburtsdag. Ellers er jeg altid ude paa min Geburtsdag, men jeg var ikke ganske vel. Jeg blev altsaa hjemme, gik som sædvanligt til Byen om Morgenen for at tale med Lægen, da jeg havde betænkt at celebrere min Geburtsdag med noget Nyt, jeg aldrig før har smagt, americansk Olie.« – På denne festlige måde højtideligholdte Søren Kierkegaard angiveligt sin 39-års fødselsdag –: ved at indtage en ikke nærmere angivet mængde af amerikansk olie.

Dagbogsoptegnelsen fra 1852, hvorfra det anførte citat er hentet, melder intet om, hvordan den udsøgte olie bekom magister Kierkegaard. Men mon ikke vi kan gå ud fra, at den har gjort sin virkning, at Kierkegaards 39-års fødselsdag fik et, formentlig ganske tilsigtet, latrinært indhold. Døjer man af forstoppelse i ligefrem forstand, så er amerikansk olie givetvis et særdeles funktionelt afføringsmiddel. Men døjer man af forstoppelse i overført forstand, ja, så nytter lægelige medikamenter ikke meget: forstoppelsen må da afhjælpes på anden vis.

Kierkegaard debuterede som forfatter med det omfangsrige værk Enten-Eller i 1843. Heri lader Kierkegaard den såkaldte æstetiker fremføre følgende: »Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab.« Selvom denne klage over tidens lidenskabsløshed er lagt i munden på en litterær figur, vil det næppe være forkert at hævde, at Kierkegaard i nogen udstrækning fandt sin samtid præget af mangel på lidenskab, mangel på alvorlig lidenskab for det, der ifølge Kierkegaard burde ligge ethvert menneske på sinde – opgaven: at blive sig selv.

Til forskel fra vor tids megen tale om selvrealisering, hvor det hovedsageligt drejer sig om den enkeltes egne, immanente udviklingspotentialer, ja, så kan opgaven efter Kierkegaards vurdering kun løses ved at trække på de religiøse, transcendente kategorier. Et menneske kan således kun blive sig selv og i sandhed træde i karakter som menneske, såfremt det etablerer et forhold til Gud. Og for Kierkegaard kan det rette Gudsforhold alene tilvejebringes ved, at det enkelte menneske bliver kristen.

I det posthumt udgivne skrift Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed fremfører Kierkegaard, at hele hans forfatterskab har tjent ét og samme formål, nemlig at pege på kristendommen som aldeles uomgængelig for det menneske, der alvorligt bestræber sig på at løse opgaven: at blive sig selv. Som Kierkegaard skriver: »hele min Forfatter-Virksomhed forholder sig til Christendommen, til det Problem: at blive Christen«. Med mindre man vil problematisere det forhold, at Kierkegaard her i et sent tilbageblik hævder, at samtlige udgivelser, såvel de pseudonyme som de opbyggelige skrifter, er indordnet under det samme hovedformål, ja, så må man jo sige, at Kierkegaard hele vejen igennem den årelange tilblivelse af sit voluminøse forfatterskab har været drevet af en religiøs lidenskab og vedholdende haft kristendommen for øje.

Kierkegaard er udmærket klar over, at der for et menneske ikke gives nogen glidende og ligefrem overgang fra en irreligiøs eksistensform til det at blive kristen. Men i værket Indøvelse i Christendom pointerer Kierkegaard, at det dog er muligt at gøre et menneske opmærksomt i retning af kristendommen, i retning af troens mulighed som et spring ind i Gudsforholdet.

Kierkegaard måtte imidlertid også tage æstetiske virkemidler i brug for at gøre sin samtids æstetisk-interesserede mennesker opmærksom på sit kristelige forehavende. Opgaven var ikke nem. Det københavnske borgerskab lod sig raskvæk stille tilfreds med tanketom underholdning. Det er derfor ikke overraskende, at forlystelseshaven Tivoli åbnede samme år, som Kierkegaard udsendte sit debutværk. Samtiden var rig på tomme kalorier, som, hvis de blev indtaget umådeholdent, velsagtens kunne give anledning til en middelsvær forstoppelse i det åndelige tarmsystem.

Kierkegaard tog altså opgaven på sig at råde bod på denne trængsel ved at gøre opmærksom på kristendommens eksistentielle anliggende i en tid, der var stærkt præget af forlystelsessyg guldalderromantik.

I år markeres vidt omkring 200-året for Søren Kierkegaards fødsel. Og det er kun rimeligt – for Kierkegaards tanker øver såmænd stadig indflydelse på eksempelvis den filosofiske og teologiske tænkning. Men for at Kierkegaards lidenskabelige tanker kan få os, nutidens mennesker, i tale, må vi selvsagt ikke døje af forstoppelse i vores åndelige tarmsystem. Vi må med andre ord passe på ikke at forspise os i kulturens underlødige tilbudsvarer, der blot gør os åndeligt dovne og sløver vores evne til at blive opmærksom på f.eks. Kierkegaards opfordring til det enkelte menneske, til »hiin Enkelte«, om at blive sig selv i Gudsforholdet. Nu kunne vi jo hver især overveje at gøre Kierkegaard kunsten efter og byde os selv på en omgang amerikansk olie for dermed at celebrere fødselaren. Men vi kunne også bytte olien ud med et par timers læsning i Kierkegaards skrifter – for de har nemlig også en afførende virkning, i overført forstand, og afhjælper effektivt ethvert tilløb til forstoppelse i vores åndelige tarmsystem: kulturel junkfood af enhver art bliver udrenset med ekspresfart. Et anbefalelsesværdigt laksativ.

Kære læser! Festlighold 200-året! Fejr fødselaren! Indtag mandens skrifter! Det er under alle omstændigheder sundhedsfremmende at læse Kierkegaard.

Artiklen blev første gang publiceret i Fællesbladet for Beder, Malling & Ajstrup, Nr. 3, maj 2013.
Beder Kirke © 2015-2018