Præsteklummen | 2013.FB5.KN133

Barmhjertighedens suveræne livsytring

Af Brian Ravn Pedersen, sognepræst

Den barmhjertige samaritaner. Oliemaleri fra 1890 af Vincent van Gogh (1853-1890).

Hvis man stillede sig op nede på butikstorvet med en mikrofon i hånden og spurgte tilfældige handlende, om de ville være i stand til at nævne en af Jesu lignelser, så ville de fleste nok nævne lignelsen om den barmhjertige samaritaner. At lignelsen om den barmhjertige samaritaner er så kendt, har sine gode grunde: lignelsen rører nemlig ved noget følsomt i os alle sammen.

Lad os bare lige, selvom lignelsen er velkendt, repetere handlingsforløbet ganske kort: en jødisk mand bliver under sin vandring fra Jerusalem til Jeriko slået ned af nogle røvere og efterladt halvdød på vejen. Tilfældigvis kommer både en præst og en levit – altså to jøder, der udmærket kender til lovbuddet om at udvise næstekærlighed – den samme vej. Begge ser den nødstedte ligge på vejen, men går forbi. Da kommer en samaritaner – én af den slags mennesker, som jøder kun følte foragt over for – han bliver grebet af spontan barmhjertighed over for den nødstedte. Samaritaneren griber til handling, viser omsorg i praksis og redder den nødstedtes liv.

Fortællingen om det barmhjertige menneske, der helt tilfældigt finder og hjælper en nødstedt, vækker umiddelbart nogle almenmenneskelige følelser i os – ja, barmhjertighedens følelsesmæssige tag i os er så almen og uomgængelig, at vi på samfundsniveau har institutionaliseret den type af barmhjertighed, vi hører om i dagens evangelium. Det danske sundhedsvæsen bygger således på lignelsen om den barmhjertige samaritaner. På vore hospitaler tager man imod enhver tilskadekommen – og ligesom samaritaneren i lignelsen – uden at bekymre sig om, hvem det er, der har brug for hjælp. For samaritaneren var den nødstedte jo ikke en nær ven, der behøvede hjælp, men derimod en komplet fremmed. En fremmed hedder på latin hospes, og det latinske hospitalia betyder egentlig rum for fremmede. Et hospital er altså et sted, hvor man hjælper den fremmede, dvs. ethvert menneske med hjælp behov.

Der vil sikkert være dem, der synes, at når barmhjertigheden bliver sat i system, når hjælpsomheden i stigende grad varetages af offentlige institutioner som f.eks. et hospital, så vil menneskers individuelle barmhjertighedsfølelse langsomt forsvinde – eller i hvert fald blive stærkt reduceret. Ifølge denne vurdering vil menneskers spontane reaktion på andre menneskers nød være at skaffe hjælp, at foretage et opkald til den nærmeste alarmcentral eller noget i den stil og så ellers overlade det til andre, til professionelle, at ordne resten. Andre er af den opfattelse, at det at udvise barmhjertighed ligger så dybt i os, at det beror på en undertrykkelse af vore naturlige impulser, hvis vi ikke handler barmhjertigt, når vi oplever andre lide nød.

Den danske teologiprofessor K.E. Løgstrup blev bl.a. berømt for at hævde, at barmhjertigheden spontant indfinder sig hos et menneske, der pludseligt konfronteres med en andet menneskes nød. Ifølge Løgstrup bærer barmhjertigheden i sig en impuls til handling, en tilskyndelse til at hjælpe den nødstedte for den nødstedtes egen skyld. Men hvis et menneske derimod ikke lader sig gribe af den spontane barmhjertighed, når den indfinder sig, men begynder at tænke på sig selv, hvad det mon får ud af at hjælpe den nødstedte, ja, så er barmhjertigheden med ét ødelagt og i stedet blevet til ubarmhjertighed. Det, der nemlig kendetegner barmhjertigheden som en spontan – eller som Løgstrup også kalder det: en suveræn livsytring, er, at den udelukkende har dét menneske i fokus, som vækker barmhjertigheden og har hjælp og omsorg behov.

Nu står det selvfølgelig enhver af os frit for at identificere sig med hvem, man vil, i lignelsen. Men sandheden er vel, at vi hver især, på forskellige tidspunkter i vores liv, kan identificere os med samtlige personer i lignelsen. Vi kan således af og til identificere os med præsten og levitten, når vi har for travlt med vores eget og derfor lader som ingenting, når et menneske i vores nærhed på den ene eller anden måde er forulykket i livet – eller med den barmhjertige samaritaner, når vi, måske uden at ane det, hjælper et fremmed menneske til at genfinde livslysten og livsglæden – eller med røverne, når vi mere eller mindre forsætligt kommer til at såre et andet menneske med hårdtslående ord og ondsindet sladder – eller med den nødstedte, når vores egen tilværelse er havareret, og vi pludselig bliver genstand for barmhjertighedens suveræne livsytring og modtager kærlig støtte og omsorg fra det menneske, vi måske mindst ventede det.

Artiklen blev første gang publiceret i Fællesbladet for Beder, Malling & Ajstrup, Nr. 5, september 2013.
Beder Kirke © 2015-2018