Præsteklummen | 2014.FB1.KN135

Som dybest brønd

Af Brian Ravn Pedersen, sognepræst

Den samaritanske kvinde ved brønden. Maleri af Carl Heinrich Bloch (1834-1890).

»De higer og søger / I gamle Bøger, / I oplukte Høie / Med speidende Øie, / Paa Sværd og Skiolde / I muldne Volde, / Paa Runestene / Blandt smuldnede Bene.« Sådan lyder begyndelsen på det nok så berømte digt Guldhornene, som Adam Oehlenschläger skrev i 1802. Romantikerne, Oehlenschläger inklusive, gav udtryk for en længselsfuld strømning i dansk åndsliv. De fungerede – billedligt talt – som brøndgravere, der var ivrigt beskæftiget med at hente vand op fra fortidens kilder, hvormed de bestræbte sig på at overrisle samtidens kultur, som i deres øjne henlå som et tørkeramt landskab. Den længselsfulde tørst efter svar på menneskets eksistentielle spørgsmål, f.eks. spørgsmålet om tilværelsens mening, er sitrende til stede i romantikernes mange frembringelser – og altså også i Oehlenschlägers digt Guldhornene.

Nu er romantikken jo ikke den eneste kulturperiode, hvor mennesker har tørstet efter svar på eksistentielle spørgsmål. Også vi, der lever nu, hjemsøges af en sådan tørst, hvorfor vi da også nærmest konstant er på vej ud til en eller anden brønd, hvorfra vi håber at kunne øse af netop dét vand, der kan stille vores tørst. Vores søgen efter svar på menneskets eksistentielle spørgsmål kan det måske for en tid lykkes os at udsætte, mens vi er i færd med at slubre i os af vandet fra kulturens mange adspredende brønde. Men den eksistentielle tørst vender hver gang tilbage – og ofte med forøget styrke. Denne art af tørst er simpelthen en del af vort levevilkår.

»Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud.« Sådan udskriger Salmisten fra Det Gamle Testamente sin længsel efter Gud, sin længsel efter at få slukket den tørst, der hensætter ham i eksistentiel fortvivlelse. Litteraturprofessor Erik A. Nielsen har et sted skrevet, at tørst »er hele livets måde at ytre sig på; som den tørstige hjort kan skrige efter rindende vand, sådan kan sjælen skrige efter Gud. Længslen efter at drikke i denne henseende er ikke mindre vild, og det hører vel til verdens største hemmeligheder, hvorledes denne tørst nogen sinde skal blive slukket, tørsten efter det evige liv, tørsten efter svaret på alle gåderne, alle katastroferne, alle smerterne.« Ifølge Erik A. Nielsen er sjælens længsel efter Gud intimt forbundet med sjælens tørst efter svar på menneskets eksistentielle spørgsmål. Postulatet er således, at der dybt i hver menneskesjæl findes en længsel, der om sig selv ved, at det, der længes efter, har sin oprindelse i Gud – at der dybt i hver menneskesjæl findes en tørst, der om sig selv ved, at kun det vand, der strømmer fra Gud selv, formår at slukke den. Og hvis denne tørst skal stilles, er det selvsagt ikke ligegyldigt, fra hvilken brønd vi øser vores drikkevand.

I Johannesevangeliet findes en beretning om en samaritansk kvinde, som begiver sig ud til en brønd lige udenfor byen Sykar for at få slukket sin tørst. Det havde hun gjort så tit. Men da hun denne gang ankommer til brønden, ankommer hun samtidig – dog uden at vide det – til den guddommelige brønd, hvorfra det vand kan hentes, som hendes sjæl tørster efter. Kvinden skal imidlertid snart indse, at brønden med det eftertragtede vand er identisk med den anden person, der i den samme stund opholder sig ved Sykars brønd – nemlig Jesus. Han gennemskuer hendes sjæls dybe længsel og tilbyder hende derfor at drikke af det vand, han har at give – for det vand, han har at give, vil i det menneske, der drikker af det, blive til en kilde, som vælder med vand til evigt liv. Og det evige liv består i uafladeligt at drikke af det vand, der strømmer fra den evige, levende Gud. Gud er livets kilde. Og Jesus er livets kildes brønd, hvorfra vandet til evigt liv tilflyder ethvert menneske, der ønsker at drikke af det. Den samaritanske kvinde bliver gennem sit møde med Jesus forvisset om, at tilværelsens mening findes, at svaret på menneskets eksistentielle spørgsmål findes.

Det kan nok være, at vi til stadighed higer og søger efter svar på menneskets eksistentielle spørgsmål både i gamle bøger og i andre af kulturens utallige brønde. Men det er – som beretningen om den samaritanske kvinde illustrerer – også umagen værd at øse af de guddommelige kilder, der vælder op fra dybet af vores kultur. Kristendommen kan således opfattes som en af vores kulturs allerdybeste brønde – en brønd, hvorfra der uafladeligt kan øses af kilden fra den levende Gud. Gud er livets kilde. Derfor har eksistensen sin oprindelse i Gud. Så ved at drikke af vandet, der hentes op af lige præcis dén brønd, kristendommen udgør, skulle det være muligt at opnå en vis beroligelse for vore sjæles længsel efter Gud og at få besvaret nogle af vore eksistentielle spørgsmål, herunder spørgsmålet om tilværelsens mening.

Artiklen blev første gang publiceret i Fællesbladet for Beder, Malling & Ajstrup, Nr. 1, januar 2014.
Beder Kirke © 2015-2018