Præsteklummen | 2015.FB1.KN141

Mennesket: Guds ukrænkelige skabning

– Auschwitz in memoriam

Af Brian Ravn Pedersen, sognepræst

kn141-Auschwitz

Udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau.

»I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.« Sådan lyder den allerførste linje i Bibelen, der danner indgang til skabelsesmyten. Uden forklarende mellemregninger meddeles det kort og godt, at det var Gud, der i tidernes morgen skabte verden. På skabelsesugens sjette dag påbegynder Gud sit mesterstykke – som der står skrevet: »Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!« (…) Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det«. Da dagen var omme, var Gud blevet færdig med sit skaberværk, og han satte selv karakter på sin præstation. Det hedder nemlig: »Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.«

Skaberværket er i udgangspunktet godt, fordi det er skabt af Gud. Og i midten af det storslåede skaberværk satte Gud mennesket, sin ypperste skabning, for mennesket er som den eneste skabning skabt i Guds billede og har dermed en vis lighed med Gud selv – om end der i flere afgørende henseender er tale om en stærkt begrænset lighed.

At sige om mennesket, at det er skabt i Guds billede og dermed har en vis lighed med Gud, er en måde, hvorpå der udtrykkes nogle væsensbestemmende karakteristika ved mennesket. Mennesket er således, fordi det er skabt i Guds billede, selv et skabende væsen, og mennesket er, fordi det har en vis lighed med Gud, et væsen, der står i et forhold til Gud og sammen med Gud deler en viden om forskellen på godt og ondt. Myten om Adam og Eva og deres syndefald handler om netop dette – og i umiddelbar forlængelse af denne følger myten om det første drab, da Kain i ondskab slog sin bror Abel ihjel. Men at sige om mennesket, at det er skabt i Guds billede, er, selvom drab forekommer i menneskelivet, det samme som at sige, at hvert eneste menneske er Guds ukrænkelige skabning. Dette principielle forhold afspejler sig i det femte af De Ti Bud, som lyder: »Du må ikke begå drab.«

Alle mennesker står med samme værdighed over for Gud, for hvert eneste menneske er i dets blotte egenskab af at være menneske skabt med en umistelig gudbilledlighed. Intet menneske må derfor nedskrive et andet menneskes lighed med andre mennesker ved at benægte dets gudbilledlighed. Hvis det alligevel sker, ja, så gør den formastelige sig skyld i en krænkelse både mod det andet menneske og mod Gud selv.

»Gud har skabt verden, mennesket har skabt Auschwitz.« Så klart lyder udmeldingen fra den ungarske forfatter Imre Kertész, der som overlevende kz-fange har hjulpet eftertiden med at fastholde erindringen om det store traume i menneskehedens historie: den systematiske udryddelse af millioner af mennesker i de nazistiske koncentrationslejre under Anden Verdenskrig. For os er Auschwitz ærkesymbolet på menneskelig ondskab, symbolet, der skal minde os alle om, at det vitterligt er muligt for mennesket at træde ud af alle begreber om menneskelighed ved at fornægte andre menneskers gudbilledlighed og efterfølgende slå dem ihjel med den begrundelse, at det ikke er mennesker, der slås ihjel, men u-mennesker. Holocaust, masseudryddelsen i kz-lejrenes gaskamre og krematorieovne, fandt sted på baggrund af en sådan, forudgående umenneskeliggørelse, dehumanisering af jøderne og andre forfulgte befolkningsgrupper. En vederstyggelighed af ufattelige dimensioner. Vel begår soldater drab, når der føres krig mellem nationer, når to hære står overfor hinanden; i de tilfælde skal de internationalt vedtagne spilleregler for krigsførelse overholdes. Men at gennemføre etnisk udrensning, systematisk massedrab på civile, ja, det har intet med krigsførelse at gøre. Det er derimod den rene og skære ondskab.

Om få dage, nemlig den 27. januar, er det Auschwitz-dag – en dag, der markeres både i Danmark og i mange andre lande. At det netop er denne dag, der er valgt som mindedag, skyldes, at det var den 27. januar i året 1945, at de sovjetiske tropper befriede kz-lejren Auschwitz. Og i år er det så 70 år siden, befrielsen af udryddelseslejren fandt sted. Men det vil give mening, i al overskuelig fremtid, at fortsætte med at markere denne Auschwitz-dag, at mindes holocaust, tilintetgørelsen af seks millioner jøder foruden utallige andre, og samtidig benytte mindedagen til også at rette fokus mod andre folkedrab i verden. Vi har i hvert fald alle en forpligtelse til at holde dette sår, dette smertefulde traume i menneskehedens identitet ved lige, så vi aldrig glemmer, hvor dybt mennesket kan synke i skændsel, såfremt det mister forestillingen om, at ethvert menneske er skabt i Guds billede og af den grund er at betragte som Guds ukrænkelige skabning. Vi må derfor uafbrudt værne om og håndhæve skabelsesmyten som en fællesmenneskelig myte, der bl.a. tjener til at forhindre det ene menneskes overgreb mod det andet. Og kun i det omfang denne myte holdes i live, genfortælles, indarbejdes i menneskesjælen og lægger sig i fundamentet af vores kultur, kan vi gøre os forhåbninger om en dag at kunne lægge forekomster af folkedrab bag os.

Den italienske forfatter Primo Levi, der, ligesom Kertész, overlevede sit ophold i en tysk udryddelseslejr, skriver i et af sine vidnesbyrd om muligheden for en gentagelse af uhyrlighederne: »Det skete, derfor kan det ske igen; og det er kernen i, hvad jeg har at sige. Det kan ske, og det kan ske overalt. Jeg agter ikke at sige, det vil ske igen, hvad jeg heller ikke kan. Som jeg tidligere har understreget, er det ikke sandsynligt, at alle de faktorer, der udløste nazi-vanviddet, vil gøre sig gældende igen samtidig, men de første signaler truer os allerede.« Hvis Levi har ret i dette sidste, ja, så må vi bestemt reagere på de signaler, der melder om inhumane forestillinger, og afvise enhver dehumaniserende retorik, vedholdende bestride enhver ytring, der søger at retfærdiggøre folkedrab.

Mennesket er skabt i Guds billede. Og vi må derfor konstant være på vagt overfor tendenser i tiden, der negligerer Bibelens skabelsesmyte om menneskets umistelige værdighed, myten om mennesket som Guds ukrænkelige skabning.

Artiklen blev første gang publiceret i Fællesbladet for Beder, Malling & Ajstrup, Nr. 1, januar 2015.
Beder Kirke © 2015-2018