Præsteklummen | 2015.FB3.KN143

Den hellige treenighed

Af Brian Ravn Pedersen, sognepræst

kn143-treenighed

En klassisk, ortodoks udformet ikon. Over motivet står på græsk AGIA TRIAS, som betyder Den Hellige Treenighed.

»Hvordan få standset vandhanens dryppen, og i hvilken forstand kan Gud være 3 og dog 1?« – Sådan spørger Søren Ulrik Thomsen i et af sine digte, idet han fremfører, at alle andre spørgsmål end lige netop disse to blev ham – eller digtets subjekt – så uendeligt ligegyldige, da han en dag stod alene tilbage efter at have mistet den, han elskede. »Hvordan få standset vandhanens dryppen, og i hvilken forstand kan Gud være 3 og dog 1?« Tabet af kærligheden overskyggede alt, eller næsten alt, for de store spørgsmål om forholdet mellem det meningsløse og det meningsgivende, mellem det dennesidige og det hinsidige, mellem timeligheden og evigheden – repræsenteret ved spørgsmålene angående den dryppende vandhane og Guds treenighed – blandede sig i erfaringen af tabt kærlighed.

Det er nok de fleste, der, ligesom personen i Thomsens digt, har måttet gøre den erfaring, at ufatteligt mange spørgsmål med ét blev reduceret til ligegyldigheder, da vi mistede et elsket menneske, da vi skiltes fra et menneske, med hvem vi hidtil havde delt kærlighed – at vi da med ét fik en stærk fornemmelse af, at kun de store spørgsmål i tilværelsen er værd at beskæftige sig med – som f.eks.: Hvad er et menneskeliv i denne verden, i denne timelighed, sammensat, som den er, af sekunder, der tikker af sted i takt med vandhanens dryppen? Og hvordan kan kristendommen, med dens ubegribelige tale om Guds treenighed, være os til trøst og give os håb? Ja, det kan være spørgsmål af denne type, der trænger sig på, når vi gennemlever en sorg. Nu er det ganske vist ikke sikkert, at vi, når sorgen knuger os, målrettet søger svar på spørgsmålet om Guds treenighed – men svaret på netop dét spørgsmål, rummer imidlertid et svar på spørgsmålet om, hvad det er, vi erfarer, når kærligheden er på færde. Svaret på spørgsmålet om, i hvilken forstand Gud kan være 3 og dog 1, beskriver og udfolder nemlig kærlighedens væsen.

Det latinske ord trinitatis betyder treenighed. Trinitatis søndag, søndagen efter pinsedag, kaldte man førhen for Hellig Trefoldigheds Fest – men sagen var den samme dengang som nu: Det markeres og fejres, at den guddommelige trefoldighed eller treenighed, efter at Helligånden pinsedag blev sendt til verden, nu er fuldtallig. Men når vi i kristendommen taler om Guds treenighed eller om den treenige Gud, så betyder det altså ikke, at vi opererer med tre guder. Kristendommen er strengt monoteistisk. Der er kun én Gud. Men Gud har åbenbaret sig som Fader, Søn og Helligånd. Gud er altså 3 og dog 1.

I Den augsburgske bekendelse, som er en del af den danske folkekirkes bekendelsesskrifter, hedder det, »at der er eet guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud: evig, ulegemlig, udelelig, af umådelig magt, visdom og godhed, alle tings, de synliges og usynliges, skaber og opholder, og at der dog er tre personer af samme væsen og magt og lige evige, Fader, Søn og Helligånd.« Det kan måske nok umiddelbart lyde som en vanskelig sag at få på plads, men når dogmet om treenigheden er blevet en umistelig del af kirkens lære, så skyldes det, at læren om treenigheden udtrykker noget fundamentalt om Guds inderste væsen. Guds inderste væsen er nemlig kærlighed – eller som det kort og præcist udtrykkes i Første Johannesbrev: »Gud er kærlighed« (1 Joh 4,8). Og hver gang kærligheden er på færde, gør der sig en treenighed gældende – det gælder også i menneskelige forhold: Der er, for det første, én, der elsker. Og der er, for det andet, én, der elskes. Og så er der, for det tredje, selve kærligheden mellem de to. Kærligheden er virksom i treenighed.

Stueurets tikken og vandhanens dryppen minder os om livets timelighed og flygtighed. Og vi kan derved risikere at opleve selve tilværelsen som værende meningsløs. Men vore erfaringer af kærligheden – også den kærlighed, vi står tilbage med, når vi mister et elsket menneske – har imidlertid evighedskarakter. Vi ophører nemlig ikke med at have kærlighed til et menneske, fordi det dør fra os, ligesom den evige Gud ikke ophører med at have kærlighed til enhver af os, når vi engang er døde.

Når Helligånden kommer over os, da forvisses vi om, at Guds kærlighed – i modsætning til menneskers kærlighed – er mægtig, at den tilmed formår at gøre døde levende igen. Ja, når Helligånden kommer over os, da overbevises vi om, at alle vore store spørgsmål i livet finder deres svar i kristendommen, hvor Guds inderste væsen bl.a. beskrives som en trefoldighed bestående af Faderen og Sønnen og Helligånden, for i denne treenighed har Guds kærlighed til verden åbenbaret sig. Vi har derfor god grund til at festligholde kirkeårets lange trinitatistid, at fejre den hellige trefoldighed – altså det forhold, at Gud er 3 og dog 1.

Artiklen blev første gang publiceret i Fællesbladet for Beder, Malling & Ajstrup, Nr. 3, maj 2015.
Beder Kirke © 2015-2018