Præsteklummen | 2015.FB6.KN146

Guds øje i det høje

– om tilgivelse og sjælefred i en Facebook-kultur

Af Brian Ravn Pedersen, sognepræst

Facebook holder et skarpt øje med dig!

I Det Gamle Testamente finder vi Salmernes Bog, der ifølge traditionen tilskrives David, kongen over Israel, der levede omkring år 1000 før Kristus. Salme 139 er en hyppig anvendt tekst i liturgien i forbindelse med bisættelser og begravelser, hvilket utvivlsomt skyldes, at salmen på enestående vis fremmaner et billede af en nærværende og omsorgsfuld Gud, der aldrig slipper noget menneske af syne, og som kender og kendes ved hvert enkelt menneske. Nogle af salmens strofer lyder: »Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig (…). Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.« – David tilskriver Gud nogle af de egenskaber, vi senere hen i den kristne troslære genfinder i omtalen af Gud som værende allestedsnærværende, alvidende og almægtig.

Men hvordan har et moderne menneske det i grunden med den tanke, at intet er skjult for Guds øje, at Gud er allestedsnærværende og alvidende? Finder vi det betryggende at vide, at Guds øje altid hviler på os, at Gud altid er os nær, kender vore tanker og ser vore handlinger? Eller finder vi det modbydeligt? – Som med så mange andre ting kommer det vel meget an på, hvordan vi anskuer sagen.

I Det Nye Testamente har Jesu forkyndelse belært os om, at den alvidende Gud, der ransager os og kender os, formår at lade sin viden om alle vore dadelværdige tanker og handlinger forsvinde i en evig glemsel. Det kaldes tilgivelse. Hos Gud er der nemlig tilgivelse at få. Herved slettes alle vore grimme spor i livet. Tavlen vaskes ren. Og vi får mulighed for at begynde på en frisk. Af lutter omsorg for mennesket kan Gud således lade det sete være uset, det hørte være uhørt, det gjorte være ugjort. Gud kan lade sin almagt træde frem i form af tilgivelsens kærlige afmagt. Når sagen anskues på denne måde, indser vi, at det tjener til vores sjælefred at være overvåget af en allestedsnærværende Gud, der bruger sin alvidenhed og almagt i kærlighedens og tilgivelsens tjeneste. Forstået på denne måde er der intet modbydeligt ved, at Gud holder et vågent øje med os.

Beklageligvis kan man spore en vis tilbagegang for den symbolske tale om Guds øje. Da sangerinden Trille i 1970 i sin forkætrede sang “Ham Gud” (med tekst af Jesper Jensen) gav udtryk for sit ubehag ved tanken om Guds øje i det høje, dvs. den almægtige Guds allestedsnærværelse og alvidenhed, var der tale om et ubehag ved tanken om den usynlige tilstedeværelse af en moraliserende og dømmende Gud. Men en sådan opfattelse af Gud kan kun skyldes, at Trille i sin tid fik sat guitaren for sit blinde øje – for en sådan opfattelse af Gud stemmer ikke videre overens med Jesu forkyndelse af Gud og hans egenskaber. Trilles sang om Guds øje var tidstypisk og passede på flere måder ind i danskernes voksende angst for at blive overvåget af såvel staten som af fremmede magter. Tanken om, at vi konstant holdes under observation, at der er nogen, der 24-7 følger med i alt, hvad vi foretager os, var – og er vel stadig – for mange mennesker en modbydelig tanke. Begreber som overvågningssamfund og “Big Brother” (fra Georg Orwells roman “1984”) ligger ligefor at bruge i den sammenhæng.

Meget tyder imidlertid på, at selve modbydeligheden i tanken om en “Big Brother”, der holder et vågent øje med alt og alle, er på retur. Vi lever nemlig i en Facebook-kultur, hvor mange mennesker tilsyneladende uden betænkeligheder lader sig elektronisk overvåge, og hvor såkaldte livsstilsagenturer indsamler personlige oplysninger om alle os, der til daglig betjener os af internettet. Guds vågne øje i det høje har sandelig fået konkurrence fra de mange øjne i det digitale netværk. Masseovervågning er en uomtvistelig realitet. Facebook, Google og utallige andre nettjenester ransager os og kender os; de ved (næsten) alt om os. Vi afsætter digitale spor overalt, hvor vi færdes, og de bliver straks indsamlet og anvendt. Nettet er allestedsnærværende. Og på nettet arbejder adskillige alvidende operatører i ly af den digitale uoverskuelighed.

Spørgsmålet er nu, hvordan en sådan allestedsnærværende alvidenhed udøver sin magt over alle os, sagesløse brugere af internettet? – Ja! Her træder en markant forskel frem ved sammenligning med den magt, hvormed Gud forvalter sin allestedsnærværelse og alvidenhed. Hvor Gud nemlig skænker et menneske tilgivelse, glemmer alle dets fejltagelser, ja, dér glemmer internettet aldrig. Nettet husker alting. Der er i en vis forstand ingen tilgivelse at få på nettet. Og er personlige data først lagt ud på internettet, ud på de sociale medier eksempelvis, kræver det i mange tilfælde omtrent en overmenneskelig almagt at få tingene fjernet igen – hvis det overhovedet lader sig gøre.

Kong David levede før den digitale revolution – og godt for ham; ellers ville han sikkert have haft temmelig svært ved at fastholde tanken om, at Gud alene er allestedsnærværende, alvidende og almægtig. Men vi lever derimod i en udbredt Facebook-kultur, hvor det allestedsnærværende og mægtige internet ved alt og husker alt om os. Så meget desto mere har vi grund til at opretholde den symbolske tale om Guds øje i det høje, bevare tanken om Gud, der ransager os og kender os, og som til stadighed lader sin almagt tone frem over for os i form af tilgivelsens kærlige afmagt. Og når Gud tilgiver, slettes alle grimme spor. Tavlen vaskes ren, og vi har lov at begynde på en frisk. Når Gud tilgiver, gemmes ingen ubehagelige data om os på en opmagasineret harddisk. Og det tjener til vores sjælefred at vide det.

Artiklen blev første gang publiceret i Fællesbladet for Beder, Malling & Ajstrup, Nr. 6, november 2015.
Beder Kirke © 2015-2018