Præsteklummen

Kristendommen og dens paradokser

Af Brian Ravn Pedersen, sognepræst

biskopabsalon

Oliemaleri udført i 1894 af Laurits Tuxen (1853-1927). Da biskop Absalon med mandat fra kong Valdemar den Store i 1168 indtog Arkona på Rügen, blev vendernes træfigur af guden Svantevit revet ned og brændt.

Kristendommen er bl.a. opstået på bag­grund af en religionskritik, en kritik, som mesteren selv, Jesus fra Nazaret, fremførte mod den religion, han selv var rundet af og befandt sig midt i: jødedommen. Og Jesu kritik af jødedommen – og navnlig af dens forvaltere og fortolkere: farisæerne og de skriftkloge – kunne indimellem antage overraskende og paradoksale former.

Mod slutningen af den berømte bjergprædiken, Jesus holdt for en større folkeskare, kom han ind på flere af de love og påbud, de jødiske tilhørere i forvejen kendte fra profeternes overleveringer i de hellige skrifter. Jesus gjorde opmærksom på, at han ikke var kommet for at nedbryde skrifterne eller de gamle profeters ord. Nej, Jesus var, som han selv sagde, kommet for at opfylde loven. Men det skete altså ikke uden kritik af den aktuelle udmøntning af jødedommen. Jesus sagde f.eks. til sine tilhørere: »I har hørt, at der er sagt: »Du skal elske din næste og hade din fjende.« Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender«. – I denne kritiske formulering foretager Jesus tydeligvis en udvidelse af en af jødedommens etiske lovparagraffer – en udvidelse, der senere hen indoptages i kristendommen under navnet fjendekærlighed. Om denne etiske formaning må det siges, at den antager paradoksets form, for en fjende er simpelthen defineret ved at være en hadet person – ja, på oldnordisk er der et direkte slægtskab mellem ordene fjende og hade. Men vi skal ikke desto mindre ifølge Jesus elske vore fjender, elske dem, vi hader.

Det er kendetegnende for Jesus, at han ofte betjente sig af paradoksale formuleringer, når han kritiserede den religiøse praksis og det sociale hierarki, den herskende klasses forståelse af jødedommen afstedkom. Tænk blot på hans bemærkning om, at de sidste skal blive de første, og de første skal blive de sidste, eller på hans bemærkning om, at den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes. Overhovedet grunder kristendommen sig på et paradoks – for det er et paradoks, at Gud træder synligt frem i vor jordiske eksistens, ja, et grundparadoks er det, at den evige, udødelige Gud i den himmelske uendelighed træder ind i endelighedens verden i skikkelse af et timeligt, dødeligt menneske: Jesus fra Nazaret. Men sådan er det: Kristendommen spænder over paradokser. Og disse paradokser er ganske enkelt med til at værne om det kristne mysterium. Paradokserne kan nemlig ikke bemestres af nogen menneskelig tanke. Vi kan allerhøjst opnå en vis anelse om den dybe guddommelige dimension i kristendommens mysteriøse paradokser.

Ligesom apostlen Paulus må også vi være på det rene med, at vi kun erkender stykkevis, ja, at vi mestendels ser i en gåde, når vi betragter det kristne grundparadoks. Og med visheden om, at vi kun erkender stykkevis, burde ethvert kristent menneske være vaccineret mod en overdreven selvsikkerhed i religiøse anliggender. For med Jesus som læremester må enhver kristen til stadighed forholde sig kritisk til sin egen forståelse af kristendommen og ikke mindst til det verdens- og menneskesyn, en bestemt opfattelse af kristendommen synes at retfærdiggøre.

Kristendommen er som antydet en paradoksfyldt religion med en indbygget selvkritisk impuls. Det strider derfor mod kristendommens væsen, når kristne med vold og magt søger at omvende anderledes troende til kristendommen ved at bekæmpe deres religion, deres guddomme og religiøse udtryksformer. Det gælder nemlig om fjender af kristendommen, som det gælder om fjender i almindelighed, at de hverken skal forfølges eller hades, men – som Jesus altså ved en bestemt lejlighed præciserede: elskes – hvor paradoksalt det end lyder.

Det er beklageligvis ikke vanskeligt at finde historiske eksempler på, at den kristne kirke (ofte i samvirke med verdslige magter) har optrådt voldeligt og imperialistisk i forsøget på at knuse andre folkeslags religioner – sådan som billedet her på siden illustrerer med et motiv fra middelalderen. Men siden den lutherske reformation i 1500-tallet har den protestantiske kirke (når den har formået at leve op til sit navn) været påpasselig med at regne egne teologiske antagelser for absolutte sandheder – for som det med rette fortsat fremføres inden for den luthersk-evangeliske kirke: Reformationen fortsætter. Og det samme gør derfor også selvkritikken og selvbesindelsen, herunder besindelsen på, at kristendommen hviler på et mysteriøst paradoks.

Beder Kirke © 2015-2017