Præsteklummen

Martin Luther og den kristne frihed

– i anledning af 500-året for reformationens begyndelse

Af Brian Ravn Pedersen, sognepræst

Martin Luther

Den 31. oktober 1517 offentliggjorde Martin Luther sine 95 teser om afladen ved at slå dem op på slotskirkedøren i Wittenberg. Billede: Maleri af Ferdinand Pauwels, 1872.

I store dele af den vestlige verden, hvor en luthersk-evangelisk kristendom endnu gør sig gældende, bliver det hen over året 2017 på forskellig vis markeret og fejret, at det i år er 500 år siden, at Martin Luther (1483-1546) gav startskuddet til det, der senere kom til at gå under samle­be­tegnelsen: reformationen. Hvis man skal fremhæve en enkelt begivenhed, der formår at anskueliggøre igangsættelsen af de reformatoriske forandringer, er der tradition for at pege på Luthers udfær­digelse af sine 95 teser om den såkaldte aflad, som han i plakatform den 31. oktober 1517 hamrede op på indgangs­døren til slotskirken i Wittenberg.

Med offentliggørelsen af sine teser ønskede Luther egentlig blot at indlede en teologisk drøftelse af den katolske kirkes afladspraksis, som han for sit eget vedkommende fandt aldeles afskyelig. Det varede ikke længe, førend Luthers kritiske tanker om aflad var nået vidt omkring, hvor de tilmed formåede at kaste lys ind i sindet på mange almindelige, fromme mennesker, som måtte døje med både økonomiske og sjælelige kvaler pga. kirkens handel med aflad. Da det gik op for kirkens topfolk, at Luthers kritik af afladshandlen kunne få alvorlige økono­miske følger for kirken, blev Luther forsøgt kaldt til orden af pavens repræ­sen­tanter. Men uden held.

Til grund for handlen med aflad lå den opfattelse, at et menneske, pga. mangel på gode gerninger, er en fortabt synder, som Gud, for at håndhæve sin retfær­dighed, må udsætte for en langvarig og pinefuld straf i skærsilden. Men i de tilbagelagte århundreder af kirkens his­torie var det dog lykkedes for kirkens helgener at udføre gode gerninger, ja, endda langt flere, end der behøvedes for at opnå den evige salighed hos Gud. Og helgenernes overskud af gode gerninger udgjorde en slags fond, som paven rådede over og kunne dele ud af – eller rettere: sælge ud af til mennesker, som havde et underskud af gode gerninger. Og det var i reglen de fleste, der havde det. Men ved at købe et såkaldt aflads­brev hos en af kirkens omrejsende aflads­kræmmere kunne et menneske så at sige få sat nogle gode gerninger ind på kontoen og dermed sikre sig en afkortning af opholdet i skærsilden.

Det var med andre ord frygten for Guds straf og hans retfærdighed, der fik menne­sker til at ofre ikke ubetydelige summer på køb af afladsbreve (Peters­kirken i Rom er hovedsageligt finansieret ved salg af afladsbreve). Og frygten tog sit udgangs­punkt i forestillingen om, at Gud frelser et menneske for dets gode gerningers skyld og tilsvarende straffer et menneske for dets onde gerningers skyld. Det var også en forestilling, som Luther, dog ikke uden visse anfægtelser, havde næret – lige indtil det øjeblik, hvor han (et halvt år efter offentliggørelsen af sine afladsteser) under sine studier af Romerbrevet i Det Nye Testamente gjorde en banebrydende opdagelse angående forståelsen af selve begrebet om Guds retfærdighed. I et sent tilbageblik skrev Luther om sin epoke­gørende forståelse af begrebet: »Den er nemlig sådan her: “Guds retfærdighed bliver åbenbaret i evan­ge­liet, som skrevet står: den retfærdige skal leve ved troen.” Her begyndte jeg nu at forstå, at Guds retfærdighed er den retfærdighed, der gør, at mennesket kan leve som retfærdig alene som Guds gave, nemlig ved troen. (…) Med den forbarmer Gud sig over os og gør os retfærdige ved troen«. – Det er akkurat denne forståelse af, at det er troen alene, der frelser et menneske, som for Luther indebar en stærk betoning af det enkelte menneskes frihed – friheden fra at betragte paven som eneste autoritet, hvad angår fortolk­ning af de hellige skrifter, tillige med friheden fra overhovedet at betragte paven som mellemmand mellem Gud og det enkelte menneske. Luthers reforma­toriske opdag­else af den kristne frihed fik vidtrækkende og dramatiske konsekven­ser i hele Europa.

I lighed med en række andre intellektuelle personligheder i samtiden hyldede også Luther det humanistiske princip om at gå til kilderne for derved at undersøge, om den etablerede tradition nu også hvilede på en ædruelig og loyal gengivelse, forståelse og fortolkning af de over­leve­rede kilder. Den føromtalte frihed måtte også indbefatte en akademisk frihed til at studere f.eks. Det Nye Testamente på grundsproget, dvs. på græsk, også selv­om kirken officielt alene benyttede sig af den latinske bibeloversættelse, som kirke­faderen Hieronymus havde udfærdiget engang i den sene oldtid. Og det var just arbejdet med Det Nye Testamente på originalsproget, der ledte Luther til op­da­gel­sen af den omtalte nye forstå­else af Guds retfærdighed.

Siden humanismens opdukken i den florentinske renæssance har frihed udgjort et tilbagevendende tema i mange forskellige sammenhænge, et tema, hvorunder det bl.a. er blevet diskuteret, hvor megen magt henholds­vis verdslige og kirkelige myndigheder skal have til at begrænse enkelt­individers frihed. Det synes dog, at Luther undertiden opererede med et noget differen­tieret syn på frihed – men når det drejer sig om åndelige anlig­gender, var hans principielle holdning, at ingen jor­diske magter kan tvinge noget menne­ske til at antage religiøse lærdom­me, der strider mod det pågæl­dende menne­skes egen over­bevisning og samvit­tighed.

Det er bl.a. denne reformatoriske arv fra Luther: forestillingen om et kristen­men­ne­skes frihed, som var med til at skabe mulig­heds­betingelsen for se­ne­re epo­kers tanker om sekularisering og folkenes selvbe­stem­melse, med til at skabe de idémæs­sige forud­sætninger for tilblivel­sen af de nuvæ­rende, euro­pæiske demo­kratiske samfund.

Den lutherske re­for­mation er imidlertid som helhed betragtet et uoverskueligt forløb af begivenheder og tanke­udvik­linger. Men det forekommer under alle omstændig­heder svært at overvurdere reforma­tio­nens betydning for dannel­sen af friheden som uafviseligt nøgle­begreb i vesteu­ro­pæisk tænkning. Alene af den grund synes det kun rimeligt at fejre 500-året for reforma­tionens begyndelse.

Beder Kirke © 2015-2018