Svend Brinkmann: Mennesket har brug for religiøs afklaring

I forbindelse med Svend Brinkmanns foredrag 30. sep. fik Beder Kirke mulighed for at interviewe ham om temaerne i hans bog ”Hvad er et menneske?”. Det blev til en samtale om omfavnelsen af det alment menneskelige, livet, døden og sorgen. Et uddrag af interviewet blev bragt i Fællesbladet i november. Her kan du læse hele interviewet.

Hvilket indspark i vores samtid har du ønsket at give med din bog?
Jeg har ønsket at slå et slag for det almene i vores liv. Jeg har en tese om, at vi i dag i mindre grad ønsker at stræbe efter det almene og mere at stræbe efter det særegne. Det særegne kan også være udmærket, men måske er der en værdi i også at realisere noget af det almene i vores liv - altså ikke kun blive mest mulig Svend Brinkmann, hvis nu det er mig, men også blive det bedst mulige menneske og prøve at navigere efter nogle alment menneskelige, etiske, eksistentielle forhold og ikke kun de helt unikke og personlige forhold.
Det særegne må også godt være der, men det taler vi jo rigtig meget om. Folk går til coach for at finde ud af ”hvem er de selv?”. Det er det, som folk læser selvudviklingsbøger om, det er det, som folk går i psykoterapi for at finde ud af - men hvor går vi hen for at orienteres os i det alment menneskelige? Der er måske kirken - og jeg mener også, vi kan finde noget af det alment menneskelige i filosofien og kulturhistorien.

Jeg stillede spørgsmålet ”Hvad er et menneske” til min dreng på 8 år, der sagde, at et menneske er en, der går på to ben, har et hoved med hår, to hænder og en ikke alt for lang hals. Hvad er din definition på et menneske?
Din drengs beskrivelse af et menneske svarer meget til en af Aristoteles’ definitioner på et menneske: Mennesket er et væsen, der ikke har fjer, som går på to ben og som har en fornuft. Jeg vil gerne tilføje en eksistentiel definition fra filosoffen Heidegger: Et menneske er et væsen, der kan spørge ind til sin væren. Mennesket er dermed et væsen, der altid er lidt optaget af, hvad det selv er for et væsen. Men kan også sige - og det beskriver jeg også i min bog ”Hvad er et menneske?” - at mennesket er det eneste væsen, der kan være umenneskeligt. Det er der ingen andre væsner, der kan. Hverken vores kæledyr, køer eller chimpanser kan være umenneskelige -men de er heller ikke ”u-hundede” eller ”u-kattedede”. De er altid som de er. Vi mennesker udmærker os på godt og på ondt ved, at vi kan stå lidt ved siden af os selv og forholde os til os selv. Det er en spidsfindig eller paradoksal definition, at et menneske er et væsen, der kan være umenneskelig. Det er faktisk det, der er det menneskelige ved os. Det siger noget om vores natur, at vi har denne her dobbelthed. Vi er ikke bare i verden. Vi kan spørge ind til vores væren.

I bogens sidste kapitel beskriver du det troende menneske. Hvilken rolle mener du, at religion og tro spiller for os mennesker i den tid, vi lever i nu?
Det religiøse menneske er et af de 6 menneskebilleder, jeg har med i min bog. Det er med, fordi det også er et væsenstræk, at vi har trosforestillinger som mennesker. Det ser ikke ud til at nogen andre væsner på jorden har det. Så det er afgørende og væsentligt for os. For den del år tilbage troede man at religion ville forsvinde, når vi blev oplyste nok. Det er der jo slet ikke noget, der tyder på. Nu har man en tese, der hedder postsekularisering, hvor religion fylder meget - måske mere og mere - og diskuteres på nye måder. Det tror jeg er en væsentlig pointe.
Jeg skriver for tiden på en bog om religion, så det er et emne, jeg er vældig optaget af og kan sige meget om. Det er jo et stort spørgsmål: Hvad betyder troen for os? Det kommer helt an på, hvordan man definerer tro. Forholdet mellem tro og religion er i sig selv ekstremt komplekst. Mange religionsforskere vil sige, at det at tro - altså at man har en bestemt psykologisk tilstand, hvor man tror på noget - ankommer meget sent i menneskets historie. Hvorimod det at vi har religiøse praksisser, ritualer og bygger fællesskaber op omkring, det er ældgammelt.
I bogens sidste kapitel prøver jeg på at lave en distinktion mellem at tro noget og være tro mod noget. For det kan godt være, det at tro noget er et relativt nyt fænomen for mennesker, men at være tro mod noget, tror jeg knytter sig helt afgørende til det menneskelige – og der betyder religion også meget. Dermed kan man gelejde mennesket til at være tro mod en bestemt måde at se verden på og forholde sig til andre mennesker og totaliteten på.
Vi kan nok få nok så mange forklaringer, og det forsøger jeg også at give i bogen; Biologien, fornuften fra filosofferne, følelserne. Men vi mennesker har også brug for afklaring, og det får vi gennem tro og religion. Det betyder ikke nødvendigvis, at man skal tro på Vorherre, det må man afklare med sig selv. Men det er en opgave, man som menneske har - uanset om man så ender med at tro eller ej - at søge den afklaring.

Hvordan kan det være, at du vælger at bruge sorg som tema i det kapitel, der omhandler det troende menneske?
Den lavpraktiske forklaring er, at jeg i nu 4 år har forsket i sorg, og hvad sorg betyder i vores tilværelse. Jeg har læst en masse videnskabelige undersøgelser af sorg, men jeg har også en mere eksistentiel og filosofisk tilgang til sorgen. Denne tilgang ser sorg som fuldstændig fundamental for mennesket. Dét at vores livstråd, der forbinder os til andre mennesker på forhånd er udmålt: Vi ved, vi skal miste, og vi erfarer tilværelsens ultimative anliggender og endeligheden gennem kærligheden til den anden, hvor tråden pludselig bliver revet over. Kærligheden forsvinder ikke, når vi mister, men så kommer sorgen som en form for kærlighed. Jeg mener det er afgørende til at forstå mennesket.
Der er en lille litterær illustration af det i Katrine Marie Guldagers roman ”Bjørnen”, hvor moren Vibse, der er en vred kvinde, tager op til Sverige i et sommerhus for at rase ud. Her møder hun en bjørn. Historien er meget dramatisk, sjov og pudsig. I romanen er en fin sætning, hvor Vibse tænker tilbage på, da hun blev mor, og så siger hun noget i retningen af ”allerede da jeg kom ud fra hospitalet med mit barn i liften, begyndte jeg at græde ved tanken om, at du en dag vil forlade mig.” Her tænker hun på sit barn, der en dag vil blive stor og forlade hende. En dag vil den relation blive helt brudt, fordi vi dør. Den grundlæggende erkendelse af vores relationers skrøbelighed er fundamentet for alt det, vi bygger op af kærlighed og omsorg for hinanden. Hele den medmenneskelige etik bunder i relationernes skrøbelighed og dermed en form for sorg. Man kan kalde den ”sorg med lille s”. Den store sorg er den, man har, når den anden dør, og man bliver knust af sorg. Men før den er der, så er der den lille sorg - over tiden, der går, og at man en dag vil miste den anden. Det er jo ikke, fordi jeg synes, vi skal gå og være tragisk bevidste om det hver dag, men jeg vil mene, den ligger under tilværelsen hele tiden. Det er prisen for at være de væsner, vi er.
De gamle eksistensfilosoffer var meget optaget af, at vores væren er struktureret ud fra, at vi skal dø. Den der tanke om, at ”jeg selv skal dø” er så frygtelig for de der store mandlige filosoffer. De har gået rundt med kæmpe egoer og frygtet deres egen død. De har ikke forestillet sig, at verden skulle fortsætte, hvis de ikke var i den. Men jeg tror egentlig mere, at vi erfarer endeligheden gennem den andens død.

For at vende tilbage til det rituelle, vi talte om før. Mener du så, vi i dag mangler ritualer eller sprog for sorg? Det kan f.eks. virke fremmed for os at bruge betegnelsen ”Jeg kondolerer”
Måske er vi bange for at påtage os et sprog, som virker ceremonielt. For egentlig er det netop et udtryk for et ritual, at man kan sige, ”jeg kondolerer”, for man kan kun sige det ved den lejlighed. Man kan ikke sige det, når nogen har mistet sin hund eller tabt sine nøgler. Det er kun ved dødsfald, vi siger det. Jeg mener også, at vi mangler ritualer. Men jeg synes det er pudsigt, at vi ikke engang vil stå ved de ritualer, vi faktisk har – f.eks. ved at sige ”jeg kondolerer”.
Jeg var selv til en kirkelig bisættelse i dag. Midt i den sorg og tragedie var det jo skønt, at der er en skabelon for den ceremoni, så folk ikke selv skal stå og opfinde alting selv, når de er i den forfærdelige livssituation.
I vores forskning, hvor vi har set på forældre, der mister børn, børn der mister forældre, og voksne mennesker i forskellige generationer, der mister deres ægtefælle eller partner. Rigtig mange af dem er virkelig glade for, at der er noget, de ikke skal tage stilling til. Der vil altid være nogen, der gerne vil tage stilling til en masse, men mange griber efter skabeloner. Så hvordan finder man balancen mellem ikke at presse noget ned over folk, som de ikke ønsker og samtidig tilbyde dem nogle rammer, som de kan falde ned i og blive grebet af. Det er netop det, ritualer gør i sorgen: De hjælper mennesker med at bære sorgen og blive grebet af flere end dem selv.