Du er her: 

En refleksion om frihed og lystænding i anledning af 75-året for Danmarks befrielse – af Karen Holm Agersnap

 

Af Karen Holm Agersnap

Vi går ind i en uge, der skulle have været præget af fester i hele Danmark. På mandag (og tirsdag) skulle vi have fejret 75-året for Danmarks befrielse. Og på fredag og søndag (den 10. maj) skulle vi have fejret konfirmationer, også her i Beder. Men festerne er ikke aflyst – de er udsat. Vi afventer ”befrielsesbudskabet” om, at vi nu må samles mere end 10 personer, så vi til august kan holde konfirmationsfesterne for vores unge mennesker.

Man skal være varsom med at sammenligne coronakrisen med Danmarks besættelse, for det er ikke bombetrusler, likvideringer og støvletramp, der truer vores hverdag; det tror jeg trods alt er værre end corona. Men det, kriserne har til fælles, er længslen efter frihed.

Der findes mange symboler på frihed. Èt af dem er de lys, vi har tradition for at tænde og sætte i vores vinduer den 4. maj om aftenen – for at markere Danmarks befrielse i 1945. Da budskabet om de tyske troppers overgivelse til Montgomery skrattende lød i BBC´s danske udsendelse den 4. maj 1945 kl. 20.36 som erklærede Danmark for frit, var én af de impulsive reaktioner i de danske hjem at rive mørklægningsgardinerne ned, så lyset igen kunne strømme gennem vinduerne. Der var knaphed på stearinlys på det tidspunkt, så det har ikke været i mange hjem, der blev sat lys i de befriede vinduskarme. Men i årene efter blev stearinlysene et symbol på Befrielsen, og traditionen lever den dag i dag, 75 år efter.

Men hvorfor er det lige, det vi gør den fjerde maj – tænder lys? Jeg tror bl.a svaret kan findes i, at der er noget samlende ved det – ligesom vi for tiden samles, når vi synger fællessang med Philip Faber – hver for sig. Hver for sig sætter vi 4. maj lys i vores vinduer, og hver især lægger vi helt sikkert noget forskelligt i lystændingen  – selvom den overordnede hensigt er den samme: at mindes Befrielsen.

Popsangeren Lars Lilholt har skrevet en sang med lystændingstema. Han vender på en måde spørgsmålet ”hvorfor tænder vi lys” om. Han skriver Jeg tror, at vi er her, for at tænde lys – for hinanden. Fællesskab og ansvar for hinanden kunne være ekstra oplagt at lægge i fjerde majs lystænding i år. Et år, hvor vi er fælles på afstand – og gennem hele foråret er blevet trænet i samfundssind.

Lars Lilholts sang, som har titlen ”For at tænde lys”, er skrevet over det berømte sted i Prædikerens Bog (Præd. kap.3, vers 1-8) der er kendetegnet af kendsgerningen ”hver ting til sin tid”. En kollega til Lars Lilholt, Isam B., har udvidet Lars Lilholts version ved at tilføje sin egen variation af David salme 139, og det er den jeg vil citere, når jeg nu afrunder min refleksion om befrielse og lys.

FOR AT TÆNDE LYS 

Der er en tid til at tale
En tid til at tie
En tid til at græde
Over en vi ku' li'
Der er en tid mest til latter
Når venskab fornys
Jeg tror at vi er her
For at tænde lys
Tænde lys
For hinanden

Der er en tid til at kæmpe
En tid mest til leg
En tid er vi sammen
En tid hver for sig
En tid må vi vente
Når sejlene sys
Jeg tror at vi er her
For at tænde lys
Tænde lys
For hinanden

Gud, du som har villet mit liv
Skabt mig efter din vilje
Alt i mig kender du
Omslutter det med din ømhed
Det svage såvel som det stærke
Det syge såvel som det raske
Tak fordi du altid er nær
I mørke og lyse stunder
Tænde lys
For hinanden

(Lars Lilholt / Isam Bachiri)

Del dette: