Beder Kirkes historie
Kirkens oprindelse
Omkring år 1150 byggede Beder sogns beboere en stenkirke. Dengang hed sognet Bitreth. Man lagde kirken på en bakketop, så den kunne ses langt omkring. Kirken bestod af kirkeskib og kor – men uden tårn. Den blev bygget af runde marksten, der blev svejset sammen med læsket kalk og dannede en dobbeltmur. Kun de udvendige hjørner af kirkeskibet og vindues- og døråbningerne var i tilhuggede granitkvadre, da det var svært at lave skarpe hjørner med runde sten. De romanske vinduer havde kun en smal lysåbning midt i muren, så vi kan derfor regne med, at kirkens indre henlå i halvmørke.
Ved en restaurering hvor man åbnede et indvendigt, romansk vindue i korets nordvæg, fandt man en træsket egetræsstamme med huller efter søm, der har holdt en svineblære udspændt på rammen. Den blev afleveret til Nationalmuseet for konservering, og da rammen sikkert er fra kirkens ældste tid, har vi senere bedt om at få den tilbage til kirken, men Nationalmuseet har ønsket at beholde den.
Flere af de romanske vinduer ses som nicher – både indvendigt og udvendigt.
Korets ydervægge mod nord og syd er prydet med arkader (buegange) i relief – formentlig for at efterligne romanske domkirkers udvendige buegang.
Kalkmalerier
Indvendigt var der tidligere et fladt træloft i både skib og kor. Væggene har været bemalet med kalkmalerier. Ved en afbankning af væggene for gamle kalklag, kunne man se store figurer i middelalderdragter, og man kunne se, at væggene i koret har været malet sådan, at de skulle forestille et klæde, der var draperet på ringe, der hang på gardinstænger. Desværre var malerierne for ødelagte, og blev derfor malet over igen. De eneste tilbageværende kalkmalerier er to indvielseskors i kordørens sider og en vase med en plante øverst i midterhvælvingen.
Kirken ombygge
Formentlig engang i 1300-tallet foretog man en gennemgribende forandring af kirken. Man udvidede skibet mod vest og byggede et svært tårn ovenpå udvidelsen. Murer og tårn blev bygget af teglsten og munkesten. Udvidelsens nord- og sydmure gjorde man særligt brede indvendigt, for at de kunne bære det svære tårn. Udenfor den sydlige indgangsdør blev der bygget et våbenhus. Det flade træloft i kirken blev fjernet. I stedet for blev der bygget hvælvinger – en i koret, to i skibet og en i tårnrummet. De mursøjler der bærer hvælvingerne, murede man uden på væggene, hvilket medførte, at mange kalkmalerier blev ødelagt.
Væggene blev formentlig malet hvide, mens man bemalede hvælvingerne, ribber og mursøjler i pileformede, flerfarvede mønstre.
De fleste romanske vinduer blev tilmuret, mens andre blev ændret til høje, gotiske vinduer. Samtidig har man kalket ydermurene gule med vandrette og lodrette striber – formentlig for at skabe en illusion om granitkvadre. I hvert fald fandt man ved en afbankning af århundrede gammelt kalklag den gule og røde farve. Det var således en helt anden kirke, der fremstod efter ombygningen – præget af den tids moderne byggestil, gotikken.
På billedet er der kig til våbenhuset. Desuden ses et af de tilmurede romanske vinduer.
Kirken får sit nuværende tårn
Baronen på Vilhelmsborg, Friederich Gyldenkrone, der ejede kirken, og hvis initialer FGB og årstallet 1794 står på vestgavlen, fjernede i 1794 det gamle tårn og byggede et nyt – det nuværende slanke tårn med blytækket pyramidespir.
Her ses kirkens tårn fra vestsiden med årstallet 1794 og initialerne FBG.
Til at bære det nye tårn byggede man inde i kirken to mursøjler op gennem tårnhvælvingen. Vestmuren blev prydet med en klassisk formet front i relief omkring et nyt vindue, der ikke var så højt som de øvrige. Man gjorde derfor de andre vinduer lavere, så de alle fik samme højde. Samtidig blev våbenhuset restaureret.
Indvendige ændringer
I 1979 skulle kirken have nyt orgel, og så benyttede man lejligheden til at restaurere kirken indvendig. Det gamle trægulv under kirkebænkene blev fjernet, og gulvet i kirkeskib og våbenhus blev belagt med hårdtbrændte mursten. Én af de fire ligsten, der hidtil havde stået i våbenhuset, blev nedlagt i gulvet mellem prædikestol og bænke, en anden opstillet i koret og to forblev i våbenhuset. Samtidig fik man indlagt varmt og koldt vand i tårnrummet og varme i våbenhuset. I våbenhuset blev opsat et ikke helt almindeligt hatte- og paraplystativ. I skibet ophængtes tre nye lysekroner. To ældre lysekroner blev omdannet til lampetter, der nu ses i koret og nederst på kirkeskibets vægge. Bænke og andet træværk fik nye farver, svarende til farverne på prædikestolen.
Kirkens lille kriger
Som syldsten sidder i kirkens vestgavl en romansk billedkvader, forestillende en mand med et kuglerundt hoved og med et skjold i den højre hånd og et sværd med parérplade i den venstre. Nederst et firbenet dyr, måske en tyr, et vildsvin eller en hund. Dens oprindelse kendes ikke. Måske har den været syldsten i den ældste kirke og flyttedes til dens nuværende plads, da kirken udvidedes mod vest.
Ud fra figurens påklædning kan den dateres til cirka år 1200. Muligvis skal billedfremstillingen tolkes som den sejrende Kristus, der forsvarer sin hjord mod et muligt dæmonisk dyr. Sådanne fremstillinger er kendt fra anden samtidig kirkekunst.
Kvaderen er desværre ret medtaget af vind og vejr, muligvis har den endog været udsat for ild. Det er dog stadig muligt at se figurer på den.
Artikel om syldstenen
I marts 2020 bragte Kirkenyt en artikel om kirkens lille kriger skrevet af Niels H. Andersen, Arkæolog på Moesgård Museum. Du kan læse artiklen her.