Epitafium
Epitafiet der hænger på kirkeskibets nordvæg er et anseligt barokarbejde fra 1685, som præsten Laurids Jensen (1675-1694) lod ophænge til minde om sig selv, sin kone, sine to sønner og tre døtre. Det er pudsigt, at sønnerne ligner faren og døtrene ligner moren.
Billedet er et originalmaleri fra 1600-tallet og således temmelig værdifuldt. Maleriet er blevet restaureret af Nationalmuseet i 1916, og i 1979 blev det igen istandsat på foranstaltning af det daværende menighedsråd.
Det menes, at der tidligere har været et andet epitafium, som præsten Jens Pedersen Mariager (faren til Laurids Jensen) lod ophænge over sig selv. Dette findes dog ikke mere.
Rammen
Rammen er af træ med påmalede marmoreringer. Der er seks figurer på rammen. Nederst ses to englebørn. Den ene sidder med et dødningehoved i favnen, den anden holder et timeglas. Disse to tegn skal minde tilskueren om, at når timeglasset rinder ud, vil døden komme.
Mellem englebørnene står to kvindeskikkelser. Den ene kvinde holder et kors og en alterkalk i favnen, som vel er tegnene for Kristus eller troen på Kristus. Den anden kvinde bærer en stor fugl, fuglen Phønix, som er symbol for opstandelsen. I kvindens anden hånd holder hun et anker, der er symbolet for håb. Øverst på rammen ses to englebørn, som udtrykker den himmelske salighed.
Måske skal disse tegn fortælle, at nok venter døden os, men i troen på Jesus Kristus har vi håbet om opstandelse med den evige salighed. Med en sådan forståelse af tegnene har præsten ikke bare villet forherlige sig selv – men han har også villet forkynde.